Guide: Det skal du tjekke inden jul og nytår

Dreng der cykler med jultræ

Der er nok at holde styr på i december, men det kan også godt betale sig at give privatøkonomien et tjek, inden året går på hæld. Få de gode råd her.

Du skal huske gaverne, julemaden og måske et julekort eller to. Men din økonomi og pension har også gavn af lidt opmærksomhed inden årsskiftet.
Her får du formueekspert i Nykredit, Jeanette Kølbeks råd til, hvad du bør få styr på inden jul og nytår.

Styrk din pensionsopsparing, og få et ekstra skattefradrag i 2021

Du kan opnå et fradrag i din skattebetaling, hvis du indsætter ekstra på din ratepension eller livsvarige pension inden årsskiftet. Indbetalingen giver et fradrag i din skattebetaling på ca. 52 procent, hvis du betaler topskat, eller ca. 37 procent, hvis din månedlige indkomst før arbejdsmarkedsbidrag er under 49.350 kr.

Herudover kommer det nye pensionsfradrag, som automatisk gives til alle, der indsætter op til 74.700 kr. årligt på pension. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og er ekstra højt for dig, der har mindre end 15 år til folkepension.

Eksempel på skattebesparelse

Eksempel på skattebesparelse

John har mindre end 15 år til sin folkepensionsalder. Han arbejder stadig og betaler ikke topskat.

Lige nu indbetaler han ca. 60.000 kr. årligt til pension. Hvis han indsætter 10.000 kr. ekstra på pension nu, vil han få dette tilbage i skat:

37% skattefradrag af 10.000 kr. = 3.700 kr.

Ekstra fradrag 10.000 kr. x 32% x 25,8% = 825 kr.

John styrker altså sin pensionsopsparing med 10.000 kr. og får samtidig ca. 4.525 kr. retur fra skat.

Tjek din skat inden årsskiftet, og spar penge

Har du haft mange hjemmearbejdsdage i år? Så kan du komme til at betale restskat, fordi du får et lavere befordringsfradrag. Også hvis du har tjent mere end forventet, kan det udløse en kedelig restskat.

Hvis du skal betale restskat, er der to oplagte måder at fjerne eller nedbringe den på. Enten kan du indbetale ekstra på din ratepension eller livrente inden nytår, så du opnår et større fradrag. Eller også kan du frivilligt indbetale restskatten senest fredag den 31. december 2021 og derved spare de dag-til-dag renter til Skat, som ellers påløber fra 1. januar, og som ikke kan trækkes fra i skat. Den sidste løsning kræver dog, at du selv har en ide om, hvor meget du skal betale. Du kan lave frivillig indbetaling her.

Et eksempel hvis du vil nedbringe en restskat

Et eksempel hvis du vil nedbringe en restskat

Dorthe betaler topskat og indbetaler i forvejen ca. 75.000 på pension om året. Hun har selv udregnet, at hun skal betale ca. 7.000 kr. i restskat.

Hun vil hellere styrke sin pensionsopsparing, i stedet for at skulle betale restskat. 

Dorthe indbetaler derfor yderligere 14.600 kr. på sin pension (7.000: (1-0,52)) og undgår dermed restskat.

Ret forskudsopgørelsen, hvis du har lagt lån om eller oplevet store jobændringer

Har du lagt dit realkreditlån om i år, og har du fået en lavere rente, skal du huske at ændre din forskudsopgørelse. Det betyder nemlig, at dit rentefradrag bliver mindre, end du har været vant til, og det kan give dig et skattesmæk, hvis du ikke er på forkant og justerer det i forskudsopgørelsen.

Har du lagt om fra et variabelt forrentet lån til et fastforrentet, har du nok fået en lidt højere rente, og dermed bliver dit nye rentefradrag større. Det vil i sidste ende give dig penge tilbage i skat, hvis du ikke justerer din forskudsopgørelse.
På samme vis skal du også justere din forventede indkomst, hvis du har skiftet til et job, der giver en anden løn.   

Overvej afgiftsfrie gaver til børn og børnebørn

Jul og gaver hører uløseligt sammen. Og du kan give andet end bløde pakker.

Måske ønsker du at give børn eller børnebørn en økonomisk håndsrækning. Og dermed samtidig udnytte fordelen ved at kunne give afgiftsfrie gaver til dem nu, frem for den senere arv, som de skal betale 15 procent boafgift af.

I 2021 kan du forære hvert af dine børn og børnebørn en pengegave på op til 68.700 kr., uden at de skal betale gaveafgift. For svigerbørn er grænsen 24.000 kr. Du bestemmer selv beløbet, og hvis du ikke ønsker, at børnene får råderet over pengene med det samme, så kontakt os og hør om dine muligheder. 
Du kan også overveje, om en del af gaven skal gives som aktier: Sådan giver du aktier i gave (nykredit.dk)

Overvej om du skal udnytte de 3 opsparingsformer, hvor skatten er lavest

Vil du gerne optimere din opsparing, inden vi springer ind i 2022? Så er der tre særlige miljøer, du kan overveje at investere i, hvor skatten er fordelagtig lav.
Den første er Aktiesparekontoen, hvor du kan pt. kan investere op til 102.300 kr. Afkastet beskattes kun med 17%, hvilket er en del lavere end ved alm. fri opsparing, hvor det ligger på 27% eller 42%. Pengene kan frit hæves, når du har brug for dem, og det løbende afkast påvirker ikke sociale ydelser, som fx SU, førtidspension eller folkepensionen.
Læs mere om aktiesparekontoen her: Kom godt i gang med en aktiesparekonto (nykredit.dk)

Den anden er Aldersopsparingen, hvor de fleste må indsætte max 5.400 kr. årligt. Dog må mange fra 5 år før folkepensionsalderen indsætte et højere beløb på 52.400 kr. årligt. Pengene er bundet til pensionsalderen, men til gengæld er skatten på det løbende afkast, hvis du vælger at investere pengene, attraktiv lav, nemlig 15,3%.
Læs mere om aldersopsparing: Aldersopsparing – engangsudbetaling til din pension – se her (nykredit.dk)

Den tredje er børneopsparingen, som naturligt er forbeholdt familiens yngste medlemmer. Du må indsætte op til 6.000 kr. på opsparingen årligt, og vælger du at investere opsparingen, vil afkastet være skattefrit. Dét findes ikke bedre og bør udnyttes fuldt ud, indtil barnet fylder 21 år.
Læs mere om børneopsparingen her: Få mere ud af dit barns børneopsparing (nykredit.dk)

Jeanette Kølbek

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler

Inspiration | 4 min

Gavekonto – en fordelagtig opsparingsmulighed

Gavekonto er en fordelagtig opsparingsmulighed for de fleste – særligt for dem, som allerede har indbetalt maksimum på en børneopsparing. Nu kan alle kunder i Nykredit oprette en Gavekonto.
Inspiration | 4 min

Konfirmation – her er den bedste gave, du kan gi’

Konfirmation er lig med fest og gaver til den unge - ofte også pengegaver. Formueekspert Jeanette Kølbek giver gode råd om pengegaver, opsparing og investering – og et tip til den bedste gave, du kan give din konfirmand.
Inspiration | 2 min

Nykredit er (stadig) danmarksmestre i Private Banking

Nykredit Private Banking vinder prisen Best Domestic Private Bank in Denmark 2024 ved finansmagasinet Euromoney ’s årlige prisuddeling, og er samtidig for sjette år i træk blandt vinderne til WealthBriefing Awards.